nyheter

Bristol-Myers Squibb er en af Danmarks største udenlandske investorer

06.03.2017

Bristol-Myers Squibb (BMS) har siden november 2014 investeret over 10 milliarder kroner i danske biotekvirksomheder og dansk forskning. Det gør virksomheden til en af de største udenlandske investorer i Danmark gennem de seneste par år. Det betyder også, at BMS de seneste to år har brugt hvad der svarer til en fjerdedel af selskabets samlede forsknings- og udviklingsbudget i Danmark.

Ifølge det globale forretningsudviklingsteam i BMS foregår der banebrydende forskning i Danmark, og de mange investeringer i Danmark er et udtryk for, at niveauet og kvaliteten af dansk forskning er meget høj. BMS’ globale chef for forretningsudvikling og partnerskaber, Donnie McGrath, er imponeret over ’økosystemet i Danmark’ – altså vores evne til at omsætte nye opdagelser og grundforskning på universiteterne til nye behandlingsmetoder og ny medicin til patienter. Donnie McGrath mener, at der er en særlig entreprenørånd og evne til at skabe innovation i danske biotekvirksomheder, og derfor er Danmark et yderst interessant land at investere i. Dette gælder også danske universiteter, som er blevet endnu bedre til at være innovative og omsætte basale opdagelser til banebrydende medicin.

Donnie McGrath var til stede, da Bristol-Myers Squibb Nordic afholdt BMS Nordic Partnering Day den 11. oktober 2016 i Rydhave, den amerikanske ambassadørs private residens i Charlottenlund. Dagen gav mulighed for at mødes med danske biotekvirksomheder, universiteter, forskere, politikere, regioner, hospitaler samt brancheorganisationer for netop at indgå nye partnerskaber eller opkøb.

Læs Berlingske Business’ artikel om BMS’ investeringer i Danmark og deres dækning af BMS Nordic Partnering Day her.